Leverance uge 17 - praksisfortælling

Labov

Praksisfortællingen ”Ali”

Fire drenge spiller på computer. Ali er en af dem. Han sidder stille og roligt og venter på sin tur. Lidt efter skrues musikken op og børnene i det andet rum begynder at danse. Ali rejser sig op fra stolen og går ind i det andet rum. Han begynder at danse meget vildt og voldeligt. Han skubber bordet, stolene og de andre børn omkring sig. Han skal være i centrum og have plads til at være sig selv. De andre børn brokker sig over hans opførsel og vil have ham ud af dansen. Ali ignorerer dem fuldstændig og fortsætter med sin dans. Til sidst kommer pædagogen og beder ham om at forlade rummet eller at danse ordentligt. Ali beslutter sig for den første mulighed, forlader rummet i oprør og siger, at alle er dumme og kedelige.

Labov’s 6 elementer i en typisk fortælling:

Indledning

Indledningen starter i “in media res”. Som læser har man ikke kendskab til personernes tidligere ageren og baggrund. Vi bliver smidt ind midt i en handling/situation, og har derved ikke kendskab til tidligere hændelser. Betegnes denne tekst som en klumme, er den målrettet og relevant i det pædagogiske miljø.

Genren, klumme, omhandler hverdagens fænomener eller trivielle hændelser på en sådan måde, at læseren opdager nye sider ved tilsyneladende velkendte ting inden for det pædagogiske fag.  

Orientering

Vi guides på plads i teksten igennem en orientering i hvem teksten omhandler, hvad vedkommende foretager sig samt, hvor de fysiske rammer findes.

Handlesekvens

Situationen opstår på baggrund af, at Ali mister sin koncentration for computerspillet og vil være en del af fællesskabet i rummet ved siden af. Idet at han bliver distraheret af den høje musik fra rummet ved siden af, og forsøger at blive en del af legen opstår konflikten, da han deltager på et andet niveau end de andre børn. Det skaber frustration fra de andre børn, hvilket resulterer i at pædagogen ekskluderer Ali fra fællesskabet.

Evaluering

Praksisfortællingen skrives af en 3. person og er fortalt på en refererende måde uden inddragelse af følelser og holdninger. Fortællerens holdning holdes på den måde skjult men vedkommende ligger alligevel situationen op til debat.

Resultat

Konflikten løses ved at pædagogen stiller Ali det ultimatum, at enten så må han danse som de andre, eller så må han forlade legen. Ali vælger som resultat deraf at forlade legen, hvilket bremser ham i at udvikle sig i og med fællesskabet.

Afslutning

Fortællingen afsluttes ved en “åben slutning”, da vi som læsere ikke ved, hvad Ali fremadrettet vil beskæftige sig med, eller hvordan pædagogen vil håndtere situationen derfra. Går Ali tilbage til sin computeren, eller sætter han sig hen i et hjørne? Forklarer pædagogen Ali hendes grund til at stille ham ultimatummet, eller er hun hurtig videre til det næste barn? Disse spørgsmål kan man stille sig selv, når man har at gøre med en “åben slutning” frem for en “lukket slutning”, hvor alt er afklaret.

 

 

Tre perspektiver

Tre typiske perspektiver på pædagogisk samspil:

Pædagogens perspektiv:

Hvordan er pædagogens syn på borgeren og på situationen?

Pædagogen ser Ali som problemet idet hun ser ham som en klods om benet for de andre børns leg, da han ikke vil tilpasse sig situationen. Hendes syn på Ali bærer præg af hendes tilgang til ham med en “enten eller situation”, og hun handler derfor konsekvent.

Hvad siger fortællingen om pædagogens intention i denne samspilssituation?

Pædagogen handler løsningsorienteret, idet hun blot giver Ali muligheden for at danse som de andre eller forlade legen. Hun tager ikke højde for om konflikten kan skyldes, at Ali ikke ved, hvordan han skal tage del i legen. Pædagogen ser situationen med Ali som én ud af mange hverdagssituationer, og hun går derfor ikke dybere ind i konfliktløsningen.

Er der fordomme om borgeren i fortællingen?

I kraft af at pædagogen handler konsekvent over for Ali, kan der forekomme den fordom over for Ali, at han er en ballademager. Det underbygges af, at Ali ignorer de andre børn og deres forsøg på at få ham til at forlade legen. Ali vælter borde og stole, hvilket udefra set ligner et forsøg på at ødelægge legen for de andre børn.

Slutningen af fortællingen understreger dette, da han går i vrede med kommentaren; “alle er dumme og kedelige”.

Hvad siger fortællingen om institutionskulturen, normer og værdier, læringssyn, menneske-/samfundssyn?

Ud fra den situation der beskrives i fortællingen, giver det et indtryk af, at der i institutionen findes en kultur om, at være konkret i sin konfliktløsning, og der udføres derved konsekvenspædagogik. I forhold til den overbevisning har man en forestilling om, at børn har brug at blive stillet valgmuligheder.

Borgerperspektivet:

 

Hvordan kunne vi fortolke samspillet set fra borgerens side?

Samspillet er ikke eksisterende, grundet dét ultimatum pædagogen stiller Ali.

Hvad vil borgeren gerne opnå i situationen?

Ali vil gerne være en del af legen.

Hvad vil borgeren udtrykke med sine handlinger?

Ali vil gerne være en del af legen, men han vil gøre det på sine præmisser.

 

Evalueringsperspektivet:

Hvad kunne pædagogen også have gjort i den situation?

Pædagogen kunne have åbnet op for en dialog med Ali. Hun kunne sætte sig ned på knæ og forklare ham, at når han agere, som han gør, så ødelægger han legen for de andre. Man forsøger derved at give Ali en forståelse og giver ham endnu en mulighed for at tilpasse sig legen, da han nu har fået spillereglerne at vide.

En anden tilgang kunne være den narrative metode, da pædagogen på denne måde ville vise positiv interesse og nysgerrighed for Ali. Pædagogen kunne indlede konfliktløsningen ved at spørge Ali; “hvorfor danser du, som du gør?”. På den måde siger pædagogen ikke direkte, at Alis opførsel er forkert, men giver ham muligheden for at forklare, hvorfor han agerer, som han gør. Derved ser man problemet som problemet, i stedet for at se ham som problemet.

En tredje løsning for pædagogen kunne være at tage del i legen og på den måde guide Ali fysisk i, hvordan man danser, sådan at legen ikke ødelægges.

Hvad kan fortællingen lære os mhp. fremtidigt pædagogisk arbejde?

Denne fortælling kan bidrage med en forståelse af, at der findes flere forskellige relevante måde at håndtere en konflikt på, hvilket er situations- og kontekstbestemt. Den bedste tilgang til en konflikt er med en narrativ tænkning, så man udelukkende ser problemet og ikke personerne omkring det.

Hvad var/ville være en udfordring for mig selv i sådan en situation?

Udfordringen vil ligge i, at handle langsigtet, anerkendende, omsorgsfuldt og kreativt, frem for at handle kortsigtet og forudindtaget, som pædagogen i denne kontekst gør. Udfordringen består samtidig i at holde hovedet koldt, bevare overblikket og handle pædagogisk bevidst ud fra det konkrete barn og situation.

 

 

Udvalgte principper

Udvalgte principper” benytter de 3-5 principper for professionel kommunikation, som gruppen har valgt

Lineær årsagsforklaring

Pædagogen handler i denne situation ud fra en lineær virkelighedsforståelse samt årsagsforklaring, i det hun ikke tager højde for faktorer i forhold til miljø, kontekst, baggrund mv. der kan have betydning for Ali’s adfærd.

Anerkendelse

Et andet pædagogisk princip der kunne benyttes til at belyse praksisfortælling “Ali”, er anerkendelse. Anerkendelse betegner den opfattelse, at man som pædagog og borger er ligeværdig, hvor man bestræber sig på at forstå den andens perspektiv og bekræfter den andens opfattelse af virkeligheden som værende gyldig.

Dialog

Begrebet dialog dækker over at lytte, at møde den anden som et subjekt, og at være åben for at forandre opfattelse og forståelse af det fænomen, tema, eller problem, som bliver omtalt. De kvaliteter som en vellykket dialog dækker over er ikke eksisterende i praksisfortællingen “Ali”, hvilket den pædagogiske metode kan kritiseres for.